Manges øjne har de forgangne måneder hvilet på valgene i Holland og Frankrig. Dystopien var nærmest selvskrevet: Først Brexit, så Trump og derefter Gert Wilders og Marine le Pen. Dystopien forblev heldigvis en dystopi og frygten for, hvad der potentielt kunne have ført til et europæisk sammenbrud, er for en stund erstattet af fornyet optimisme og lettelse.
Men selv om den populistiske bølge for nu er afværget, må valgresultaterne ikke blive en politisk sovepude. Valgene er nemlig stadig en afspejling af en tydelig tendens, som vi kender fra andre valg i Europa: Vælgerne protesterer mod udviklingen på arbejdsmarkedet, sparepolitikken og nedskæringerne på den offentlige velfærd.
Vælgerne protesterer mod udviklingen på arbejdsmarkedet, sparepolitikken og nedskæringer
Den voksende opbakning til yderfløjspartierne har således en klar sammenhæng til de europæiske befolkningers økonomiske frustrationer. Skal udviklingen vendes, må finanspolitikken omlægges, og i den ligning spiller finanspagten en ikke ubetydelig rolle.
Økonomisk underkastelse
Med EU’s indførelse af Finanspagten er de europæiske nationer nemlig efter tysk forbillede blevet underlagt stramme budgetkrav, der i realiteten betyder, at landene er forhindret i at investere sig ud af finansielle kriser. Har et land økonomiske underskud må det derfor ty til strukturreformer af blandt andet arbejdsmarkedet og nedskæringspolitikker på blandt andet velfærdsområdet for at efterleve budgetkravene.
Netop disse begrænsninger er blevet en lidelse, som mange socialdemokratier rundt om i Europa lever under. For nok ønsker socialdemokratierne at føre socialdemokratisk politik, men med finanspagten tvinges de til at underkaste sig herskende økonomiske doktriner, der står i direkte modsætning til de socialdemokratiske visioner om bedre velfærd og tryghed på arbejdsmarkedet.
Med finanspagten tvinges de til at underkaste sig herskende økonomiske doktriner, der står i direkte modsætning til de socialdemokratiske visioner
Samme mønster går igen, når vi zoomer ind på valgene i Holland og Frankrig. I de forudgående valg i 2012 gik den nu tidligere franske præsident for Socialistpartiet François Hollande og den tidligere formand for PvdA – det hollandske arbejderparti – Diedrick Samsom til valg på løfter om investeringer og på at modarbejde de borgerliges ønsker om reformpakker og velfærdsforringelser.
Finanspagten skabte store socialdemokratiske løftebrud
Virkeligheden blev dog en anden. Store underskud på de offentlige finanser satte hurtigt en kæp i hjulet på de finanspolitiske visioner, og i stedet for at indfri, hvad de havde stillet vælgerne i udsigt, var de tvangsindlagt til at videreføre en borgerlig økonomisk politik med massive nedskæringer til følge.
Straffen for de mange kompromisser, kender vi. De socialdemokratiske partier i såvel Holland som Frankrig fik en gedigen vælgerlussing og står nu mere detroniseret end nogensinde før. I Holland gik PvdA fra at være landets næststørste parti med 38 mandater til 9 mandater, mens Socialistpartiet i Frankrig gik fra præsidentmagten til en regulær ydmygelse i første runde af præsidentvalget.
Lærdommen fra valgene er lige så tydelig, som den er klar: Hvis de europæiske socialdemokratier vil gøre sig forhåbninger om at genvinde tilliden hos befolkningerne, skal finanspagten genforhandles og budgetkravene lempes.
Én ting er imidlertid medicinen, noget andet er recepten, og her er det stadig uklart om lægerne er villige til at udskrive den.
Opgøret med finanspagten
På et møde mellem den tyske forbundskansler Angela Merkel og den nyvalgte franske præsident Emmanuel Macron gjorde den tyske jernlady det klart, at hun ikke ønsker lempelser af finanspagten. Selv om den klippefaste skepsis over for tanken om en mere fri finanspolitik virker urokkelig, kan heller ikke Merkel slippe sig fri fra at høre yderfløjspartiernes buldren og mærke frygten for endnu et ’brexit’.
Samme erkendelse virker efterhånden til at have slået rod på de brunede gulve i Bruxelles. Sigende var det i hvert fald, at den tyske udenrigsminister Sigmar Garbels til præsentationen af hans nye bog, der kraftigt langer ud efter den tyske finanspolitiske ortodoksi, var flankeret af EU-kommisionsformand Jean-Claude Juncker.
Truslerne for yderfløjene, kan bane vejen for genforhandlinger af budgetkrav
Truslerne for yderfløjene, kan derfor også bane vejen for genforhandlinger af budgetkravene. Men det kræver, at truslerne opfølges af et politisk pres for forandringer fra de etablerede partier.
Flere partier inklusiv det tyske socialdemokrati har allerede meldt sig i det sparepoltiske klagekor. Spørgsmålet er, om de får selskab af det danske Socialdemokrati.
Siden indførelsen af finanspagten i dansk lovgivning i form af budgetloven har socialdemokratiet nemlig afvist en hvilken helst som anledning til at lempe kravene. Og i et større interview med Mette Frederiksen i sidste uges Weekendavisen om hendes visioner for fremtidens EU, blev lempelserne i finanspagten end ikke nævnt med et eneste ord. I stedet peges der på problemerne med indvandring og den voksende skepsis over for EU, når befolkningens frustrationer skal forklares.
Det er en skam. For hermed gør man sig også blind på, at befolkningens modstand mod netop disse områder hænger uløseligt sammen med sparepolitikken og de massive nedskæringer i velfærden som finanspagten indirekte har forårsaget.
Populistisk pacificering kræver reform af finanspagten
Selv om det går godt for Socialdemokratiet her i Danmark, er der ingen grund til ikke at lære af erfaringerne fra valgene i Holland og Frankrig. Derfor er det også på tide at droppe forsvaret af de stramme budgetkrav og tilslutte sig de europæiske socialdemokratiers kamp for at blødgøre dem.
En ting er i hvert fald sikkert, den tyskinspirerede cocktail af nedskæringer og besparelser har skubbet mange vælgere i armene på de europæiske populistpartier, der efterhånden har fået ammunition til at fremstille sig selv som velfærdsstatens egentlige beskyttere. Skal populistpartierne pacificeres, skal finanspagten reformeres. Ellers ender det med at dystopien bliver realiseret.
Mathias Würtzenfeld, er stud.scient.adm på Roskilde Universitet og landsformand for Frit Forum.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning
